Bjarne Jensen Consult


Juridisk Orientering


• Forside
• Bankinfo
• Bankrapport
• StockRate
• Konsulentydelser
• Om Os

   English version Deutsche version 
Af Advokat Charlotte Zacho Skovbo
01.03.2004

Debitor Registret - det nye skyldnerregister

Danmarks nye skyldnerregister har netop set dagens lys. Debitor Registret tager nu kampen om registreringen af de dårlige betalere op med RKI (Ribers Kredit Information).

Hvorfor et nyt register?
Debitor Registret (www.registret.dk) har på baggrund af en undersøgelse ved 88 danske byretter konstateret, at over en 5-årig periode er 6 ud af 10 skyldnere i fogedsager aldrig blevet indberettet til noget register, og de har derfor kunnet fortsætte med at stifte gæld. Dette svarer til 230.000 dårlige betalere, og det anslås, at det har kostet dansk erhvervsliv mellem trekvart og en milliard kroner.

I Norge og Sverige er der fri konkurrence på kreditoplysninger, og erhvervslivet har derfor adgang til større og billigere registre. I Norge, hvor der bor lidt færre mennesker end i Danmark, er der 700.000 skyldnere registreret mod kun halvdelen i Danmark - ikke fordi nordmændene generelt er dårligere til at betale deres regninger end danskerne, men alene af den årsag, at der bliver foretaget flere skyldnerregistreringer i Norge.

I Debitor Registret kan både erhvervsdrivende og private skyldnere registreres, såfremt gælden udgør minimum 1.000 kr. og der foreligger dokumentation enten i form af et skriftligt forlig, hvor skyldneren erkender gælden, eller skyldneren har været i fogedretten. Gælden skal med andre ord være overforfalden, hvilket vil sige, at skyldneren udover at have modtaget påkrav fra kreditor, skal have været gennem en inkassoproces, og at stævning er udtaget eller frivilligt forlig er indgået.

Alle virksomheder kan gratis indberette til Debitor Registret. Dette skal dog ske gennem deres advokat, som er certificeret, således at det sikres, at den fornødne dokumentation for indberetningen er til stede, samt at alle vilkår fra Datatilsynet, herunder registerlovgivningen og persondataloven, overholdes. Endvidere påtager en certificeret advokat sig løbende at opdatere alle foretagne indberetninger.

Når en skyldner er blevet registreret, udsender advokaten en registreringsmeddelelse, således at skyldneren kan se, hvem der har foretaget indberetningen og hvordan man kan blive slettet fra Registret igen. Fra modtagelsen af registreringsmeddelelsen har skyldneren 14 dage til at reagere, inden indberetningen bliver overført til Registret.

Såfremt skyldneren ikke reagerer, vil indberetningen stå i Registret i op til 5 år, medmindre gælden forinden er betalt. Registreringen vil følgelig få konsekvenser for skyldnerens muligheder for at handle på kredit, da Debitor Registrets kunder i registreringsperioden vil have adgang til at indhente oplysninger om skyldneren til brug for deres bedømmelse af skyldnerens soliditet og kreditværdighed.

Indhentede oplysninger fra Registret må kun bruges til en sådan kreditvurdering. Det er således f.eks. ikke tilladt at benytte indhentede kreditoplysninger om en person før en eventuel ansættelse - uanset om personen giver tilladelse hertil.

Den certificerede advokat skal løbende sørge for opdateringer af de indberetninger, som advokaten har foretaget. Endvidere er Debitor Registret online med Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), TDC’s 118 database og CPR Vejregister for at sørge for så korrekte oplysninger som muligt.

RKI
Debitor Registret, der bryder RKI’s de facto monopol på området gennem de sidste 30 år, vil opbygge et mere omfattende register, end det RKI har i dag. Det skal være lettere - og ikke mindst billigere - at indberette dårlige betalere, således at erhvervslivet kan få en mere sikker handel på kredit og således at virksomheder, der har penge til gode, forhåbentlig oplever at deres tab på dårligere betalere bliver mindre.


Juridisk orientering redigeres af
advokat Kim Utzon Jybæk, LL.M.
Advokatfirmaet KYED & JYBÆK
Frederiksberggade 2
1459 København K.
Tlf: 33 145 145
Fax: 33 112 741
Mail: mail@kyed-jybaek.dk
web-site: www.kyed-jybaek.dk

Disclaimer
Advokatfirmaet Kyed & Jybæk har ophavsret til de juridiske artikler, som offentliggøres under overskriften "Juridisk Orientering" på Bjarne Jensen Consults hjemmeside. Indholdet offentliggøres i oplysningsøjemed, og kan således ikke træde i stedet for juridisk rådgivning. Det tilstræbes, at indholdet er ajourført, men der garanteres ikke for artiklernes indhold.

Det er ikke tilladt at ændre på indholdet eller at sælge, gengive, udleje, fremvise, offentligt fremføre eller på anden måde helt eller delvist sprede indholdet i offentligt eller kommercielt sigte, eller i øvrigt benytte indholdet på en måde, der alene tilkommer Advokatfirmaet Kyed & Jybæk.