![]() | Juridisk Orientering![]() | ||
| Forside Bankinfo Bankrapport StockRate Konsulentydelser Om Os | Compliance Især gennem de seneste år har der været en livlig debat om, hvilke retningslinier selskaber bør ledes efter. Fællesbetegnelsen for disse retningslinier er "Corporate Governance". I Danmark er Corporate Governance blevet behandlet i det såkaldte Nørby-udvalg, der har defineret begrebet således: "De mål, et selskab styres efter, og de overordnede principper og strukturer, der regulerer samspillet mellem ledelsesorganerne i selskabet, ejerne samt andre, der direkte berøres af selskabets dispositioner og virksomhed (her kollektivt benævnt selskabets "interessenter"). Interessenter omfatter bl.a. medarbejdere, kreditorer, leverandører, kunder og lokalsamfund." Compliance indgår som en integreret del af Corporate Governance og kan bedst beskrives som "efterlevelse" eller "overholdelse". Compliance retter sig primært, men ikke udelukkende, efter retsregler - det vil sige overholdelse / efterlevelse af retsregler. Compliance er således i debatten blevet sammenlignet med Emma Gad på den måde, at det gennem compliance sikres, at virksomheden udviser den ønskede adfærd. Compliance gennemføres ved, at der for virksomheden udarbejdes et compliance-program, der naturligvis skal skræddersyes til netop den konkrete virksomhed. Filosofien bag vedtagelsen af et sådant program er, at det er billigere at arbejde forebyggende end at overtræde loven med deraf følgende økonomiske smerter, måske ikke mindst i form af forringet image og tab af goodwill. Compliance er således mest af alt et værktøj til juridisk risikostyring. Momenter ved udarbejdelse af compliance-program Der er naturligvis uhyre stor forskel på hvilke momenter, der skal overvejes i en virksomhed, der alene virker i Danmark og en virksomhed, der virker internationalt. Følgende overordnede punkter bør dog altid indgå i overvejelserne: • Se problemerne Drift af virksomhed medfører en række juridiske risici - i reglen så mange, at det ikke vil være muligt at afdække alle i et compliance-program. Opgaven er derfor at få udarbejdet rutiner, således at de juridiske problemstillinger bliver identificeret. Det skal på dette sted bemærkes, at det ikke blot er faremomenter, der skal identificeres. Virksomheden bør også søge at identificere, hvilke juridiske muligheder, driften indebærer. Som bekendt er en krone fundet, en krone tjent. De juridiske problemer kan ligge inden for mange forskellige områder, til eksempel: ansættelsesretlige problemer - er ansættelseskontrakterne tidssvarende (og er der overhovedet en kontrakt!), erstatningsretlige problemer - typisk potentielle erstatningskrav fra kunder, leverandører m.v., forsikringsretlige spørgsmål - er virksomhedens aktiver, herunder medarbejdere, tilstrækkeligt forsikret (eller måske overforsikret), konkurrenceretlige problemer - udnytter virksomheden sin stilling på en ulovlig måde? Det skal ligeledes erindres, at juridiske problemer ikke alene knytter sig til direkte økonomisk skade. Såfremt virksomhedens image bliver skrammet, vil dette naturligvis have negativ effekt på goodwill. Det kan til eksempel godt være, at de ægte tæpper fra Afghanistan sælger godt - men virksomhedens image og goodwill kan lide skade, hvis det er 6-årige børnearbejderes hænder, der står bag tæppets knytninger. Et andet eksempel kan være korruption; i visse lande er det ganske simpelt umuligt at handle, uden at "smøre" diverse embedsmænd - her må man så overveje, hvorvidt det ikke er bedre helt at undlade at handle med landet. Det at identificere de juridiske problemer, må naturligvis ikke blive en efterfølgende kontrol. Opgaven er at identificere problemet, inden det bliver et problem. • Identifikation af risikoprofil Drift af virksomhed indebærer, som nævnt ovenfor, en risiko af en eller anden given størrelse. Drift af en dagligvarehandel indebærer en lavere risiko, end for eksempel import / eksport fra Rusland. Arbejdskraft er en knap ressource, hvorfor det er vigtigt på forhånd at fastligge en strategi for, i hvilken grad, der skal tages hånd om de juridiske problemer, der identificeres. Udgangspunktet for afvejning af de enkelte risici er den økonomiske skade, de enkelte risici kan medføre. Man kan således med fordel foretage en kategorisering i koordinatsystem efter: X) Skadens potentielle indvirkning på virksomheden: Høj, middel eller lav. Y) Sandsynlighed for indtræden af skade: Høj, middel eller lav. Jo højere placering i koordinatsystemet en bestemt type risici har, jo flere ressourcer bør der anvendes på den. Det vil ofte vise sig som en særdeles lærerig proces for virksomheden at skulle afveje de enkelte risici overfor hinanden, og nedfælde dette på skrift. • Implementering af juridiske rutiner Identifikationen af de enkelte risici og afvejningen af disse bør herefter udmønte sig i udfærdigelse af juridiske rutiner til risikominimering. Med lovgivningens til stadighed stigende kompleksitet er det næppe tilrådeligt, at der ligefrem udfærdiges tjeklister, idet dette kan udvikle sig til en sovepude. I stedet bør rutinerne snarere have karakter af guidelines for, hvilke overvejelser den enkelte bør gøre sig. Afslutning Det er vigtigt, at compliance ikke udvikler sig til et tungt bureaukrati, der ligger som en dyne over virksomheden. I modsat fald kan omkostningerne ved etablering og drift af systemerne hurtigt overstige fordelen derved. Det er ligeledes vigtigt at have for øje, at compliance ikke alene er et værktøj til brug for store virksomheder. Den lokale murermester vil i lige så høj grad kunne drage fordel af, at det sikres, at entreprisekontrakterne er korrekt udformet, at murersvendenes ansættelsesbeviser er på plads, at materiellet er tilstrækkeligt forsikret m.v. Ved gennemførelse af et compliance-program vil det være tilrådeligt, at virksomheden rådfører sig med en advokat. Det sikres herved, at virksomheden har en ekstern sparringspartner, der kan tilføre juridisk viden og ekspertise udefra. Dette forudsætter selvfølgelig, at advokaten har specialiseret sig og besidder et indgående kendskab til den virksomhed, han eller hun skal rådgive. Juridisk orientering redigeres afadvokat Kim Utzon Jybæk, LL.M. Advokatfirmaet KYED & JYBÆK Frederiksberggade 2 1459 København K. Tlf: 33 145 145 Fax: 33 112 741 Mail: mail@kyed-jybaek.dk web-site: www.kyed-jybaek.dk Disclaimer Advokatfirmaet Kyed & Jybæk har ophavsret til de juridiske artikler, som offentliggøres under overskriften "Juridisk Orientering" på Bjarne Jensen Consults hjemmeside. Indholdet offentliggøres i oplysningsøjemed, og kan således ikke træde i stedet for juridisk rådgivning. Det tilstræbes, at indholdet er ajourført, men der garanteres ikke for artiklernes indhold. Det er ikke tilladt at ændre på indholdet eller at sælge, gengive, udleje, fremvise, offentligt fremføre eller på anden måde helt eller delvist sprede indholdet i offentligt eller kommercielt sigte, eller i øvrigt benytte indholdet på en måde, der alene tilkommer Advokatfirmaet Kyed & Jybæk. |