![]() | Juridisk Orientering![]() | ||
| Forside Bankinfo Bankrapport StockRate Konsulentydelser Om Os | Professionalisering af mediation som konfliktløsningsmåde Mediation er kommet for at blive. De fleste har i dag hørt om mediation. Konfliktløsningsmåden som indebærer, at parterne fokuserer på deres konkrete problemer og fremadrettede løsningsmuligheder, i stedet for at gå rettens vej og dermed skue bagud på hvem, der har ret og om det kan dokumenteres. Det er parterne, som er herrer over konflikten og løsningen af denne. Mediator fungerer som en professionel ordstyrer, der leder processen gennem mediationens forskellige faser og sikrer at det går ordentligt til. Parterne taler ud om, hvordan de ser problemet, hvilke løsningsmuligheder de mener, der foreligger, og hvis mediationen lykkes finder parterne en løsning, som begge kan acceptere og leve med fremover. Mediator bistår herefter med konciperingen af en skriftlig aftale. En konfliktløsning ved mediation vil oftest være langt hurtigere end gennemførelsen af en retssag og formen fører til, at der ikke vil være slået så store skår i fremtidige samarbejdsmuligheder, som tilfældet ofte er efter en retssag. Retsmægling I foråret 2003 blev der i et samarbejde mellem Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen og Advokatrådet iværksat en forsøgsordning ved fem udvalgte retter, hvor man havde tilknyttet et antal dommere og advokater, som ulønnet udførte retsmægling. Efter denne lange forsøgsperiode er der nu foretaget en evaluering af projektet. Retsplejerådet afgav på baggrund heraf i november 2006 en betænkning om retsmægling. Regeringen har i forlængelse af betænkningen meddelt, at det er en målsætning at mediation som konfliktløsningsmåde skal kunne anvendes ved alle domstole. Det er ministerens hensigt, at Retsplejerådets forslag skal føres ud i livet. Forslaget indeholder en plan for, hvordan der kan udformes en landsdækkende ordning med retsmægling, så parterne i sager, som er indbragt for domstolene, får tilbudt, at sagerne søges løst ved mediation, i stedet for den traditionelle retssagsbehandling. Foreningen af Mediatoradvokater Endvidere har Foreningen Mediatoradvokater i gennem en årrække presset på for at fremme brugen af mediation. Foreningen har i samarbejde med Advokatsamfundets Serviceselskab uddannet mediatoradvokater i nu 7 år, hvilket medfører, at der på nuværende tidspunkt er uddannet et tilstrækkeligt antal advokater, som er kvalificerede til at fungere som mediatorer og partsrepræsentanter under mediationen. Foreningen har endvidere støttet oprettelsen af Mediationsinstitutet. Mediationsinstituttet Mediationsinstituttet blev stiftet i december 2006. Målet er at fremme anvendelsen af mediation som konfliktløsningsmetode, såvel indenfor erhvervslivet, som indenfor det private område. Mediationsinstituttet har iværksat tiltag til løbende at efteruddanne mediatorer, at kvalitetssikre gennemførte mediationer, at indføre frister for mediationernes gennemførelser og kontrol af at fristerne overholdes, offentliggørelse af faste priser for mediation mm. Endvidere er der udarbejdet interne regler for mediatorer, koncepter for mediationsaftaler og forslag til mediationsklausuler i kontrakter, hvor mediation kan antages at være en relevant mulighed for løsning af eventuelle konflikter. Det Danske Voldgiftsinstitut Det skal også nævnes, at Voldgiftsinstituttet ligeledes i slutningen af 2006 har taget mediation ind, som et tilbud for konfliktløsning ved siden af instituttets traditionelle voldgiftsbehandling. De hidtidige erfaringer Mediation er velkendt i en række andre lande. Foruden de andre nordiske lande, er ordningen meget anvendt i England og ikke mindst i USA, hvor den systematisk har været anvendt i mere end tyve år. Ordningen kan anvendes på alle typer konflikter, hvis parterne er indstillede på at forsøge at finde en løsning. I betænkningen er følgende typer sager opregnede som særligt velegnede:
Erfaringerne fra retsmæglingsforsøget viser, at hovedparten af de civile sager, der anlægges ved retterne, kan være egnede til mediation, og hovedparten af de henviste sager afsluttes med en aftale til parternes fulde tilfredshed. Der skal her erindres om, at retsmæglingen forudsætter, at sagen er anlagt ved retten, hvorefter den visiteres til mægling, som så skal accepteres af parterne. Ønskes en hurtigere proces kan parterne, afhængigt af sagens karakter, henvende sig direkte til en advokat, der er uddannet som mediator, til Mediationsinstituttet eller til Det Danske Voldgiftsinstitut. Status over situationen Som der fremgår af ovenstående, har der nu i mange år været arbejdet på at indføre mediation i Danmark. Mange har lagt et overordentligt stort pionerarbejde bag det produkt, som tilbydes i dag. Mediation som konfliktløsningsmulighed er nu blevet en professionel og seriøs disciplin for advokater, som kan supplere og konkurrere med de traditionelle muligheder for konfliktløsning: retssager, forlig og voldgift. Der er ingen tvivl om, at meditation i de kommende år vil indtage en stadig stigende plads efterhånden som flere og flere bliver opmærksomme på fordelene. Opgaven vil nu i høj grad være at synliggøre muligheden. Dette kan bl.a. ske ved, at rådgivere indenfor alle brancher er opmærksomme på at foreslå mediation, når en konflikt viser sig. Der er kommet en farve mere på paletten. Mediation er kommet for at blive. Juridisk orientering redigeres afadvokat Kim Utzon Jybæk, LL.M. Advokatfirmaet KYED & JYBÆK Frederiksberggade 2 1459 København K. Tlf: 33 145 145 Fax: 33 112 741 Mail: mail@kyed-jybaek.dk web-site: www.kyed-jybaek.dk Disclaimer Advokatfirmaet Kyed & Jybæk har ophavsret til de juridiske artikler, som offentliggøres under overskriften "Juridisk Orientering" på Bjarne Jensen Consults hjemmeside. Indholdet offentliggøres i oplysningsøjemed, og kan således ikke træde i stedet for juridisk rådgivning. Det tilstræbes, at indholdet er ajourført, men der garanteres ikke for artiklernes indhold. Det er ikke tilladt at ændre på indholdet eller at sælge, gengive, udleje, fremvise, offentligt fremføre eller på anden måde helt eller delvist sprede indholdet i offentligt eller kommercielt sigte, eller i øvrigt benytte indholdet på en måde, der alene tilkommer Advokatfirmaet Kyed & Jybæk. |